Gå tilbage til hovedindhold.

Forskerservice (Dansk): Open Access

Gratis Open Access publicering hos Elsevier

Som en del af konsortieaftalen mellem det Kongelige Bibliotek og Elsevier er det nu muligt at publicere Open Access i udvalgte tidsskrifter hos Elsevier helt uden at betale APC (Article Processing Charge). 

Se listen over tidskrifter i aftalen her: Tidsskrifter i aftalen

Vil du guides i processen kan du kontakte os på research@kglakademi.dk

Hvad er visionen om Open Access?

Open Access Visionen fra Danmarks Nationale Strategi for Open Access (20. juni 2018)

"At skabe fri adgang for alle borgere, forskere og virksomheder til alle forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner finansieret af det offentlige og/eller af private fonde."

I strategien formuleres Danmarks nationale målsætning om "at der fra 2025 og frem er uhindret, digital adgang for alle til alle fagfælle-bedømte forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner - med maksimalt 12 måneders forsinkelse."

Open Access og publiceringsskik på Det Kongelige Akademi

Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering har i sit notat om god publiceringsskik tilsluttet sig den nationale strategi for Open Access og opfordrer alle akademiets forskere til at publicere Open Access.

Notatet anbefaler den såkaldte grøn vej til Open Access: Forskeren publicerer i et kvalitetssikret tidsskrift og lægger en tidlig version af artiklen i institutionens arkiv som Open Access.

Der er dog forskellige veje til Open Access på Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering, som skemaet nedenunder viser.

Det Kongelige Akademis forskningsdatabase er institutionens arkiv, hvor vi registrerer og om muligt gemmer alle forskningspublikationer for eftertiden. Databasen er knyttet til en række platforme, som gør det nemt at finde frem til publikationerne. Når de ligger i vores arkiv som Open Access, kan de frit downloades og læses i hele verden.

Guide til Open Access - Parallelpublicering i Pure

Det Kongelige Akademis Forskningsdatabase (Pure) er akademiets system til registrering af forskning, formidling og KUV (eng. Institutional Repository) og skal benyttes til parallelpublicering til Open Access.

Som parallelpublicering betegnes den mulighed at lægge en tidlig version af en forskningspublikation i et institutionelt arkiv - udover at artiklen også er udgivet i et tidsskrift. Det kaldes også for Grøn Open Access - ved at benytte denne mulighed, sikrer du nemlig at dine forskningspublikationer bliver lovligt tilgængelige for omverden.

Mange videnskabelige forlag tillader parallelpublicering men du er nødt til at undersøge hvert tilfælde.

Denne manual viser, hvordan Pure hjælper med det.

Ophavsretten ved Open Access publicering

Dine muligheder for at tilgængeliggøre en tekst Open Access er afhængige af  ophavsretten.

I publiceringsprocessen overgiver forfatteren ofte helt eller delvist sine (økonomiske) rettigheder til teksten til forlaget/tidsskriftet i et såkaldt copyright transfer agreement / en eksklusivkontrakt.

Disse kontrakter kan se forskelligt ud og bestemmer, om du selv må distribuere din tekst og fx. lægge den på en hjemmeside eller vedhæfte den din registrering i Pure. Lægger du en fil med din tekst ind i Pure uden at have forlagets tilladelse til det, krænker du ophavsretten.

UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde)’s hjemmeside kan du læse mere om ophavsret og dine muligheder. Bl.a. er der modelaftaler som viser hvordan en kontrakt med et forlag bør se ud.

Læs mere om ophavsret og forskning her.

OBS: Open Access og artikelbaserede ph.d. afhandlinger

Ved artikelbaserede ph.d. afhandlinger bliver en eller flere artikler udgivet inden ph.d. afhandlingen færdiggøres og artiklerne gengives som en del af afhandlingen. Vær opmærksom på om dine forlagsaftaler tillader at du gengiver artikler i din ph.d. afhandling og i hvilken form - forlaget kan nemlig have frabedt sig at artiklen gengives efter publicering. (se afsnit om copyright)

Ph.d. afhandlingen skal som udgangspunkt ligge Open Access i Det Kongelige Akademis Pure men når du har overført ophavsretten til en artikel til et forlag, må artiklen ikke ligge frit tilgængeligt i Pure som en del af din afhandling uden forlagets tilladelse. Kontakt bibliotekets forskerservice hvis du er i tvivl om hvordan du kan håndtere dette.

Ordbog over Open Access begreber

APC: 
Article Processing Charge - er en publiceringsafgift, som forfatteren, dennes institution eller bevillingsgiver betaler forlaget for at få udgivet en artikel med fri adgang.

Black Open Access:
Ulovlig publicering af beskyttet materiale, fx. på sociale medier og andre online fora.

Bronze Open Access:
Der er fri adgang til artikler i et tidsskrift hos forlaget, men forlaget har ikke angivet om det er Open Access.

Creative Commons:
En standardiseret metode til at markere i hvilken udstrækning man accepterer, at ens elektroniske værk bliver brugt, delt og kopieret. En Creative Commons licens lader dig skræddersy din ophavsret til dit værk, som du har lyst til.

Diamond Open Access:
Også kaldet Platinum Open Access. Open Access uden APCs eller andre omkostninger (ofte universiteternes egne forlag/tidsskrifter).

Double dipping: 
Begrebet dækker en situation, hvor forlagene tager penge via APC'er for at lægge artikler Open Access. Samtidig betaler bibliotekerne licens for adgang til hele tidsskriftet. Dette optræder i de hybride tidsskrifter som er en blanding af Open Access artikler og licensbetalt adgang.

Embargoperiode:
Angiver hvor lang tid der skal gå fra udgivelsestidspunktet indtil artiklen må parallelpubliceres. Denne periode fastsættes af det enkelte tidsskrift eller forlaget.

Grøn Open Access:
Er når en artikel bliver udgivet i et tidsskrift og at  forfatteren efterfølgende arkiverer sin artiklen i et åbent repository.

Gylden Open Access:
Betyder, at der betales til APC forlaget. Artiklen bliver hermed frit tilgængelig hos forlaget.

Hybride tidsskrifter:
Er tidsskrifter som både tager penge for abonnement og samtidig giver mulighed for at købe artikler fri til Open Access via APC.

Institutional repository: 
Et onlinearkiv som bruges til at tilgængeliggøre artikler og dokumenter udgivet på en given institution. På KADK benyttes Pure til dette.

Parallelpublicering:
Betyder at en artikel både bliver publiceret i et tidsskrift og forfatteren samtidig lægger en version i et repository. Dette kaldes også for grøn Open Access.

Platinum Open Access:
Også kaldet Diamond Open Access. Open Access uden APCs eller andre omkostninger (ofte universiteternes egne forlag/tidsskrifter).

Post-print:
Tidlig version af en artikel EFTER peer-review og med ændringer, dog typisk uden forlagets layout.

Predatory journals:
Er tidsskrifter der angiver falsk Impact Factor og har dårlig kvalitet i peer review processen. Disse tidsskrifter er alene startet med det formål at lokke penge ud af forfatteren til publicering.

Pre-print:
Også kaldet "indsendt manuscript". Tidlig version af en artikel FØR peer-review.

Pure: 
Er KADKs "Institutional Repository". (se ovenfor)

SHERPA/RoMEO:
Database, som indeholder oplysninger om forlagenes politikker på områder som copyright, parallelpublicering mm.

Synlighed World wide: Unpaywall og Open Access Button

Når du gør din forskning tilgængelig via Open Access - fx. ved at lægge din pre-print eller post-print version ind i Pure - kan den læses (og citeres!) af hele verden. Mange forskere bruger browser plug-ins som Open Access Button og Unpaywall, som kan finde Open Access versioner af artikler. Din fil i Pure kan på den måde nemt blive fundet - det kræver blot at du i Pure linker til DOIen af forlagsversionen. Vi hjælper dig gerne med det!

Læs mere om Open Access

Praktisk hjælp til din Open Access-publicering:

Open Access politikker, strategier og bevægelser: